Не, ја не можам овде да седам!
Не, ја не можам мразој да гледам!
Дајте ми крилја ја да си метнам
и в наши ст'рни да си прелетнам:
на наши места ја да си идам,
да видам Охрид, Струга да видам.
Тамо зората греит душата

и с'нце светло зајдвит в гората.
Тамо дарбите природна сила
со с'та раскош ги растурила:
Бистро езеро, гледаш, белеит
или од ветар сино темнеит:
поле погледниш, или планина
-сегде Божева је хубавина.

Тамо по с'рце в кавал да свирам,
с'нце да зајдвит, ја да умирам!

If I had an eagle's wings
I would rise and fly with them
To our own shores, to our own climes,
To see Stamboul, to see Kukuš,
And to watch the sunrise: is it
Dismal there, as it is here?

If the sun still rises dimly,
If it meets me there as here,
I'll prepare for further travels,
I shall flee to other shores
Where the sunrise greets me brightly
And the sky is sewn with stars.

It is dark here, dark surrounds me,
Dark fog covers all the earth;
Here are frosts and snows and ashes,
Blizzards and harsh winds abound.
Fog everywhere, the earth is ice,
And in the breast are cold, dark thoughts.

No, I cannot stay here, no,
I cannot look upon these frosts.
Give me wings and I will don them;
I will fly to our own shores,
Go once more to our own places,
Go to Ohrid and to Struga.

There the sunrise warms the soul,
The sunset glows on wooded heights;
There are gifts in great profusion
Richly spread by nature's power.
Watch the clear lake stretching white
Or bluely darkened by the wind,
Look upon the plains or mountains:
Beauty's everywhere divine.

To pipe there to my heart's content!
Ah! let the sun set, let me die.

О лёгких крыльях в тоске мечтаю:
орлом лететь бы к родному краю,
там, над Стамбулом, мелькнуть, как птица,
у Кукуш-града наземь спуститься
да поглядеть бы — неужто зорька
и там сияет вот так же горько?
Ах, если край наш тьмой меня встретит,
если вот так же там свет не светит, —
искать умчусь я места другие,
пути-дороги в края такие,
где ярким солнцем пронизан воздух,
где радость блещет в зорях и звёздах...

Здесь оставаться нет больше силы,
здесь мгла густая свет погасила,
снега, морозы поналетели,
завыли хмуро ветры, метели,
здесь тяжки ночи, дни здесь угрюмы,
в грудь холод льётся, темнеют думы.

Здесь — невозможно, здесь занедужу,
глядеть нет силы на мрак и стужу!
Ах, дайте крылья, — путем орлиным
в даль полечу я, к родным долинам,
помчусь далече, к нашему югу,
взглянуть на Охрид, увидеть Стругу.

Там окунусь я в теплынь, как в волны,
горячим солнцем леса там полны,
одарены там земли и воды
щедрой рукою родной природы:
там шелест листьев, колосьев шорох,
синие зыби в чистых озёрах,
крутые горы, ширь полевая —
всё душу нежит, отогревая.

Свирель там взять бы, как брал когда-то, ―
смерть встретить песней в лучах заката!

Fände ich doch eines Adlers Schwingen,
daß sie mich heim in den Süden bringen!
Daß ich durch unsre Stätdte könnt gehen,
Stambul zu sehen, Kukusch zu sehen
und sehen ob auch dort ebenso kalt.
trübe und düster die Sonne erstrahlt.

Denn wär auch dort so fahl und so dunkel
ganz so wie hier der Sonne Gefunkel.
würd ich sofort von hinnen mich heben,
auf lange Wanderschaft mich begeben
in andre Länder, fremde und ferne,
wo warm die Sonne und hell die Sterne.

Finster und kalt ists im Norden hier oben
eisige, wilde Schneestürme toben,
düstere Wolken den Himmel verhüllen,
Nebel und Staub die Erde erfüllen.
Froststarre Äste im Sturmwind schwanken —
Kälte im Herzen und schwere Gedanken.

Kanns nicht ertragen hier noch zu bleiben,
Rauhreif und Eis an den Fensterscheiben!
Fortfliegen will ich, o gebt mir Schwingen,
daß sie mich heim in den Süden bringen!
Daß ich durch unsre Städte kann gehen
um Ochrid und Struga wiederzusehen.

Rosige Morgen die Seele entzücken,
Rot stirbt die Sonne am Bergesrücken,
Überreich dort die Natur sich verschwendet,
prunkvolle Gaben im Überfluß spendet.
Weiß strahlt der See, im Sonnenschen funkelnd
oder im Winde blau sich verdunkelnd;
wo du auch hinblickst, auf Berge und Flur,
siehst du die Schönheit von Gottes Natur.

Einmal noch selig dort spielen die Flöte
sterben dann still mit der Abendröte!

Havde jeg blot ørnens vinge
som hjem til Syden mig kunne bringe.
Så jeg kunne vore byer gennemvandre
og se Stambul og Kukusch og de andre
og mærke om det er lige så koldt og tåget
og opleve solopgangen og alt sådan noget.

For stiger solen dér lige så sløret og trist.
som her, hvor jeg er, så ved jeg vist
at jeg vil rejse bort fra både her og der
og finde kyster med lysere, klarere vejr
hvor solen står op med strålende lys
og stjernerne lyser i nattens kulde og gys.

Det er mørkt her i de nordlige lande:
snestorme, hagl og forblæste strande
tåge og isslag og mørke skyer
lyn og uvejr og voldsomme byger.
Alt omkring er mørkt og koldt, og smert e
fylder tanker og følelser, hud og hjerte.

Nej, jeg kan ikke holde ud at blive:
sneblomster på ruden, istapper som knive.
Jeg vil flyve bort - giv mig ørnens vinge
så jeg mig tilbage til Syden kan svinge
så jeg igen kan i hjemlige byer vandre
Ohrid og Struga og mange andre.

Der varmer den rosenfarvede morgen mit sind
og solen går ned bag bjerge i aftenvind.
Naturen er overdådig med marker og haver
og spreder til alle sine rige gaver.
Hvid stråler søen og lyser i solens skin
eller mørknes og blåner i voldsom vind.
Overalt på bjerge, på marker, i haver bag mur
ser du skønhed og guddomsgivet natur.

Endnu en gang vil jeg spille ved den skønne sø
mens solen går strålende ned - og så dø.